Børnevenlig indgang til Rødovre Kommune

09/04-2024

På Rødovre Kommunes hjemmeside har børn og unge fået en ny lettilgængelig digital indgang til information om muligheder for hjælp og støtte jf. Barnets Lov. Målgruppen for de nye sider på hjemmesiden er børn og unge i alderen 10-17 år. Du finder den nye indgang for børn og unge her på rk.dk.

På siderne kan man udover at finde information om, hvordan man som barn eller ung får hjælp og kontakt til en børne- og ungerådgiver, også få svar på, hvordan det er at kontakte kommunen. Siderne indeholder også en ordliste med forklaringer af de ord og begreber, som man kan støde på i det kommunale hjælpesystem, og man kan læse mere om, hvad ens rettigheder er, og hvad man konkret kan få hjælp til.

Formålet med de nye sider er, at børn og unge selv kan finde information om, hvordan de får hjælp hos kommunen, hvis de oplever, at de ikke kan få hjælp andre steder og ikke mindst, mulighed for hurtigt at komme i kontakt med en børne- og ungerådgiver.